Om Vinsmagningerne og “Den store strid”

Vinsmagningerne.
Vinsmagningerne er omdrejningsakslen i Bouquet. Hovedsagligt her opfyldes klubbens formål –“Klubbens formål er at udvikle medlemmernes viden om vin og give dem en god oplevelse”. . Fem gange om året træffes medlemmerne og smager på vin. I skrivende stund har der været 110 vinsmagningsaftener!! Smagningerne tilrettelægges på skift af medlemmerne. Et tema er som regel udgangspunktet for de indkøbte vine – f. eks. druer, område, pris. Eller mere fantasifulde temaer. Ofte er indlagt et element af blindsmagning. En osteanretning ca. midt i smagningen har været obligatorisk fra første smagning. I de senere år er der kommet et indledende måltid til. Arrangøren har altså ganske meget at sørge for – bl. a. at sikre sig, at ingen kvinder er tilstede. Thi kun således kan klubformålet udfoldes frit… se ovenfor. Efterfølgende skal arrangøren sørge for, at der ryddes og vaskes op – her må kvinder gerne være tilstede – samt at skrive et referat, der oplæses ved næste vinsmagning under aperitif’en. Endelig er der afviklingen af de tømte flasker samt et regnskab, der kan godkendes.
Under novembersmagningen afvikles den årlige generalforsamling – årets vigtigste aften for medlemmerne – kåringen af “Årets Kyper” finder her sted efter en blindsmagning. Læs nærmere om Årets kyper her….

Den store strid….
En protokol med stift rødbrunt bind indkøbtes til referater af vinsmagningerne. Referaterne blev anledning til en fraktionsdannelse: den konservative/nostalgiske fløj fastholdt, at et referat skulle indføres i protokollen med håndskrift og helst med guldfyldepen. Den anden mere fremadskuende progressive fløj indklæbede sine computerudskrevne referater i protokollen. Dette førte til, at protokollen svulmede op og knapt kunne være i klubbens lædermappe… Her skal ikke redegøres for argumenterne pro et contra, men blot konstateres, at nostalgerne tabte – derfor kan du idag læse referaterne på denne hjemmeside – dog ikke alle. Idag bliver også kirkebøgerne digitaliserede…. det er måske et tab. Men især en stor fordel.

Her kan tilføjes en kommentar nedenfor!
Eller gå tilbage til ‘Bouquets historie”….

Skriv et svar

Vinklubben Bouquets hjemmeside