Ting og sager

Der er ting og sager, der spiller en vigtig rolle i Vinklubben Bouquet. De er nødvendige for gennemførelsen af arrangementerne i Bouquet. De får derfor også en “rituel” betydning.

Dugen
Der skal være en hvid dug på bordet, så vinens farve kan ses tydeligt. Vores dug er lavet af “nervøs velour”. Vi forstår dens nervøsitet, der stiger i løbet af aftenen – propotionalt med stemningen  omkring bordet. Vi er glade for vores dug, selv om nogle mener den hører hjemme i et glædeshus i Paris…. Men der er altid livsglæde omkring dugen. Se billeder af dugen her…..

Protokollen
Protokollen er omtalt nærmere under “Den store Strid”. Idag er den et stykke musealt inventar i Mappen. Uundværlig fordi den minder os om en uskyldens tid før digitaliseringen. Den skal læses i øjeblikke, hvor man har styr på følelserne, så blækket ikke flyder ud under tåredryp… Se billeder af Protokollen her….

Mappen.
Mappen er den ydmyge tjener – opbevaringssted for protokol og fotos fra tiden før de digitale kameraer samt andre effekter. Da vi drøftede indkøb af  en mappe, var visionen en 200 år gammel slidt mappe i naturlæder – til nød en jordmortaske af samme alder. Den daværende formand Claus Flad skar imidlertid igennem og købte en moderne dokumentmappe med lås, hvilket stødte de mest romantiske nostalgikere i klubben. Men mappen har vist sin store praktiske værdi – ære være den og Claus Flad! Se billeder af Mappen her…..

Glassene
Til smagningerne bruges et sæt gode glas af mærket Spiegelau. Det er ikke bourgogneglas, skønt det kunne have været en fordel: bourgogneglas er ikke så høje og vælter derfor ikke så let. I tidens løb har der måttet indkøbes supplerende glas, da der af og til  går et i stykker – som regel under næste dags opvask, hvor hænderne ryster let. Ved mange smagninger – og som oftest under kyperdysten – bruges to glas ad gangen. Det drøftes altid højrøstet, om glasset til venstre er glas nr. 1 eller 2. Det betyder ikke noget når der vaskes op… Se billeder af glassene her….

Vinklubben Bouquets hjemmeside